Lad mig bryde tabuet

Hvornår er et tabu værd at skrive om? Og bør vi ikke alle kunne tale om tabubelagte emner, om vi kan nikke genkendende til dem eller ej? Jeg vil gerne begynde.

Det første tabu jeg havde som mor, var da Estelle var ganske lille. Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg ikke længere kunne mætte hende med min egen mælk. At det mælk, der i de første måneder havde gjort mine bryster større end nogensinde, pludselig var væk. Jeg havde købt en manuel brystpumpe, og jeg pumpede ud som en gal, fordi jeg havde så meget mælk, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af det. Mine bryster blev spændte og gjorde ondt, så det var en nødvendighed simpelthen at tømme dem. Som en anden malkeko. Ja, sådan har det sgu nok også set ud. Prøv at lade være med at se det for jer. Jeg har skrevet lidt om det i et indlæg tidligere her og vil derfor ikke komme yderligere ind på det. I stedet vil jeg åbne lidt op for tabuposen og dykke ned og hive én af de “måske” tabuer op, som går mig på lige nu med et barn på snart seks måneder.

Estelle er nysgerrig, energisk og fuld af potentiale.

Jeg giver Estelle livrem og seler på. Rent ud sagt. Jeg er mildest talt hunderæd for at efterlade hende til andre. Ikke bedsteforældrene, men lad os tage eksemplet, vuggestue. Jeg har endnu et jobinterview på fredag. Et job, jeg selv har søgt. Alligevel håber jeg lidt, at jeg ikke får det, for så er jeg nemlig fri for at overlade mit barn til andre inden for en nær fremtid. Hvem går ind til en jobsamtale med den indstilling? Øh… en nybagt mor.

Jeg skal tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg savner at blive udfordret, og selvom det er super dejligt at have barsel med sit barn, så er jeg også ved at blive en smule sindssyg over ikke at have noget fyldetsgørende at tage mig til. I bund og grund er det jo udfordrende nok og et stort job i sig selv at passe et barn. Hendes fremtid ligger jo i mine hænder nu. Og lige præcis dér spørger jeg så mig selv: “Nanna burde du ikke synes godt om at sende hende i vuggestue, hvor hun bliver aktiveret og stimuleret på anden vis?” Det er jo sundt for barnet og en del af barnets behov at lege med andre børn. Og lige nu leger Estelle kun med sin mor. Kan I se scenariet for Jer? Den der lille pige i hjørnet med rottehaler og kjole, der kun vil være i sin mors arme, og som ikke tør at realisere sig, fordi hun mest af alt er tryg i sine forældres hjem. Det går jo ikke. Hun skal ud. Og jeg skal lære at give slip.

Estelle er træt af at ligge ned i sin barnevogn, som nu er blevet erstattet med et klapvognssæde. Det redder moderen fra rygskader.

Sandheden er bare, at det kan jeg ikke. Jeg mener jo ikke, at der er nogen i verden, der kan gøre det bedre end mig. Og passer de overhovedet ordentligt på hende? De kan jo ikke give hende den opmærksomhed, hun behøver, fordi de har 117 andre børn, som de skal tage sig af. De skal fodre dem, skifte dem og putte dem. Og pludselig ser jeg bare samlebåndet for mig. Som en fabrik. Mit barn skal nusses i søvn, det skal synges for, når det skiftes og det skal snakkes og grines til, for så har Estelle det bedst. Mener moderen i hvert fald. Jeg lyder pylret. Måske mere end jeg er. Og nogen vil nok også mene, at jeg er det. Faktisk ser jeg mig selv som en ret cool mor. Min datter bliver taget med overalt, alle kan tage hende op, og derfor er hun også nem og blid og græder kun, når hun er overtræt om aftenen inden puttetid, fordi hun bare IKKE vil gå glip af noget. Se der ligner hun sin mor.

Verdens gladeste pige med til frokost i fars pause.

Det er jo et tabu, at man ikke kan give slip. For det er ikke det, der er sundest for barnet. Nu skal jeg heller ikke klippe nogen navlestreng. Det er jo slet ikke dér, vi er endnu. Men jeg skal bare lære at sige til mig selv, at det altså er OKAY, at Estelle måske snart (om et par måneder) skal begynde i vuggestue i Spanien med en masse andre dejlige børn. Hun skal lære engelsk og spansk, og hun skal lære at lege i grupper, spille et instrument og dyrke en sportsgren. Altsammen går så stærkt. Heldigvis er hun glad, når der bliver talt spansk til hende. Og når jeg fortæller hende: “Det her er en sut,” siger jeg også “chupete” på spansk. Så min nervøsitet handler ikke om sprogbarrierer, for Estelle kommer til at tale spansk som en anden spanier (læs om dette her). Det rører mig ikke. Men jeg vil bare ikke efterlade hende. Ikke endnu.

Morgener…

Jeg er dog nødt til at acceptere tabuet og indse, at det er en fandens nødvendighed. Og så må vi se, om jeg skal have fuldtid fra start, og om Estelle skal i vuggestue fra december, januar eller måske først til marts. Uanset hvad afhænger det både af moderens job, en vuggestueplads det sted, vi ønsker, og at både mor og Estelle er parat. Måske mest når Estelle er. 😉

Lige nu vil jeg bare gerne passe på min lille pige og have al den kvalitetstid med hende, jeg overhovedet kan støve op. Og i stedet for at være så nervøs for, hvad der kommer til at ske inden for nogle måneder eller et halvt år, vil jeg i stedet minde mig selv om, at hele verden ligger for hendes fødder, og at hun som dansker født i Madrid med både dansk, engelsk og spansk har alle muligheder for at gøre præcis det, hun vil. Og så skal vi huske på, at vi får kun én chance her i livet som mor. Det skal vi gøre godt. 😉

Besitos,
Nanna

4 comments / Add your comment below

  1. Sådan har jeg det også! Selvom min datter kun er 3 mdr., kan jeg slet ikke overskue tanken om, at andre skal passe hende i fremtiden.. fordi ja – mor nusser hende i søvne og synger for hende, når hun skal skiftes!! Men mon ikke tanken bliver bedre.. Det håber jeg!

    Noget helt andet. Er der samme mulighed for at få barselsdagpenge, når man bor i Spanien. Det har længe tænkt på.. eller får man en anden ydelse?

    Elsker at følge med i jeres liv i Spanien. :-))))

    1. Hej Anne,

      Åh, hvor er det befriende at læse, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Min bekymring handler også om, om der sker hende noget. De første par måneder var det især slemt. Nu handler det mest bare om, at ingen andre kan gøre det bedre end mor og far. 🙂

      Og tak for de søde ord. Jeg er glad for, at du kan lide at læse med. Jeg får desværre ikke noget, ikke en euro. Jeg blev jo fyret, hvilket du kan læse om i mine første indlæg her på bloggen. Derfor har jeg ikke en arbejdsgiver, der betaler mig. Og da jeg aldrig fik en fyreseddel, men blev sagt op over telefon, kan jeg heller ikke gå ned og bevise, at jeg er blevet opsagt og få det, jeg er berettiget til. Dog får man barselspenge, hvis man er ansat eller selvstændig. Og det er bestemt ikke meget. Det svarer til mellem 4000-6000 DKK om måneden, hvilket selvfølgelig er bedre end ingenting, og så får man det i fire måneder. Man har kun barsel i fire måneder i Spanien som kvinde. Mændene har to uger som i DK.

      Besitos,
      Nanna

      1. Jeg tror, at det er meget normalt at have det sådan. Bekymringer er der nok af, når sådan et lille menneske kommer til verden. Vores lille piger er jo det vigtigste i livet. Jeg håber, at jeg en dag kan slappe lidt mere af i forældrerollen. Jeg bekymrer mig hele tiden, og googler hvis hun har den mindste prik på kroppen. Og om hun tager nok på – selvom hun ligger over gennemsnittet ved hver vejning… pyha de bekymringer….barn nr. 2 bliver nok nemmere 😂👏

        Jeg har skam læst hvert eneste indlæg. Du skriver SÅ godt og jeg ser altid frem til, at du lægger noget nyt op. Jeg vidste bare ikke, om du kunne få nogle penge, fordi du er dansker. Ligesom folk kan tage deres pension og sådan med til udlandet.
        Og sikke en led chef du havde. Må karma bide hende i røven. Håber i kan få det til at fungere uden din indkomst.

        Kærlige hilsner Anne

        1. Det tror jeg, at du har ret i, Anne. Vi kan da håbe. 🙂 Hehe, det fungerer desværrre ikke sådan i Spanien, at man får tingene “foræret”. Det er making a living i ordets fulde betydning.

Skriv et svar