Livsfarlig luft

Det lyder altid så spændende, ja jeg hælder nærmest til at sige eksotisk, når jeg præsenterer mig som Nanna, der er bosat i Madrid. Og det er da også super spændende, fordi det er en by i et land, der er helt forskelligt fra der, hvor jeg er vokset op. Min barndom var tryg i lille Svendborg, hvor vi selv tog cyklen og cyklede til stranden i enten Christiansminde eller Smøremosen på Thurø. Veninderne boede tæt på og de længste et par kilometer væk. Forældrene talte sammen, og der var nogenlunde den samme holdning til, hvad man måtte og hvornår.

Bilos bemærkede man ikke, fordi Svendborg ikke er en storby som eksempelvis København. Madrid er stik modsat af min barndomsby. Den er alt andet end lille og alt andet end nem at færdes i. Hver dag skal man ud i metro eller busser og med en klapvogn, er det ikke altid lige nemt og overskueligt i en by, hvor de ældre metrosystemer ikke har elevator, men gamle trapper. Derfor går jeg også til meget.

Nicklas og jeg har altid gået meget. Vi har altid elsket det. Mine veninder ville hellere tage en taxa i byen, hvor jeg var den første til at foreslå gåturen. Dengang på en SU, var det måske også lidt for at spare penge, men mest for den hyggelige gåtur. Man får altid vendt verdenssituationen, når man går. Det elsker jeg. Men i Madrid er mine gåture ikke altid så gode og glade, som jeg husker dem fra Danmark. Jeg lugter forureningen, og jeg smager den. Jeg ser den sågar, når jeg står op om morgenen eller går hjem om aftenen og spejder ud over horisonten og de bjerge, der stikker op mod nord. Her har der lagt sig et tykt gulligt lag smog nærmest som en tåge eller en dårlig solnedgang, der i stedet for at være lys og storslået, er blevet forslået til støv.

Fornyeligt i de spanske nyheder var problemet igen taget op. Der var lavet voxpops fra gaden med cyklister fra både Madrid, men også fra Valencia, som der er blandt de byer, som er hårdt ramt. Også selvom kystbyen med den verdenskendte risret paella har havet. Madrid derimod ligger midt i landet, faktisk på en slette midt ude i en ørken. Luftfugtigheden er derfor meget tør, så man har nemt ved tøre læber og hosten. Det seneste stykke tid har der været forureningsalarm, der simpelthen fraråder folk at opholde sig for meget udendørs. I nyheden blev man oplyst om, at Madrid er en af de 18 mest forurenede byer. At man vil til at gøre det ulovligt at køre i de biler med værst udslip, og at det skal være, hvis ikke ulovligt, så umuligt at parkere inde i byen. Derudover opfordres folk til at dyrke sport indendørs og for Guds skyld ikke udendørs. Initiativer, man er nødt til at opretholde.

Selvom Madrid ikke er Paris, og at børnene har brunligt snot i stedet for kulsort, er det farligt. Forureningsniveauet i byen er alarmerende højt. Jeg tænker på min egen trygge barndom i grønne arealer og hvor, når man trak vejret, rent faktisk trak frisk luft ind. At klasselærerens opråb “vi skal ud i det fri, ud i den friske luft” rent faktisk var bogstaveligt sagt. Her i Madrid går man direkte ud i den beskidte luft. Selv når vi lufter ud, lugter her af smog. Det bekymrer mig, at mit barn og kommende børn skal vokse op i den forurening. I øjeblikket hedder den gennemsnitlige levealder i Spanien 83 år. Men når jeg bliver gammel, og mine børn bliver gamle for ikke at nævne vores børnebørn, så tror jeg ikke på, at alderen runder det samme flotte tal. I hvert fald ikke gennemsnittet. Jeg tror, man dør af langt flere lungesygdomme mm. Også uden at have belæg for at sige det og langt fra være ekspert på området.

Jeg er blevet mor. Jeg er en voksen kvinde med min egen familie bosat i Madrid uden hjælp fra nogen sider. Jeg er om nogen et selvstændigt individ. Alligevel føler jeg mig lille i den her debat. Magtesløs. Og jeg vil jo for alt i verden gøre alt for mine børn. Hvor bør jeg flytte hen? Bør vi købe hus på landet med en lille byskole og et gadekær? Eller handler det om, at vi også skal “lære” at leve med truslerne? Men miljøet ændrer sig aldrig, med mindre vi ændrer os selv. Vi kan begynde med at gøre det ulovligt at køre i andet end elbiler og elscootere inde i byerne. Nicklas og jeg har talt om det, og som Nicklas siger, så tør han ikke købe en spritny Seat Leon på diesel, for det er nemlig diesel-bilerne, man vil til at gøre ulovlige i storbyerne. Ikke at jeg kunne finde på at købe en dieselbil i forvejen, da jeg altid er vokset op med den holdning, at det skal man ikke. Han er nemlig sikker på, at inden vi får set os om, må vi kun køre i elbiler. Jeg håber, at han får ret, og at vi sammen aktivt kan gøre noget for at mindske et stort og truende problem.

Besitos,
Nanna

Skriv et svar